Hver dags Vegetarmad

Hver dags Vegetarmad.

Inspiration til meget mere grønt hver dag.
Masser af Grøntsagsmad :-D
Godt Brød, Fristende Kager, Varmende Supper, Lækre Desserter, Sunde Hovedretter og Inspirerende Sideretter.

Jeg satser på gode råvarer, så jeg ved hvad der er i maden.

Jeg satser på økologi hvor det overhovedet er muligt, da jeg ved at vores krop og energi er produkt af hvad vi spiser og hvad vi tænker! ;-)

Her handler det om masser af opskrifter på Vegetar og Veganermad - over 700 opskrifter.

torsdag den 21. december 2017

Havregrynskugler med kokossukker

En fast juletradition i min familie med havregrynskugler med smør
- her er den veganske variation med.
ca. 25 stk 

125 g havregryn
100 g økologisk smørbar fra Naturli eller smør
125 g. kokossukker (som er noget sundere end rørsukker eller hvidt sukker)
2 - 3 store spsk. kakaopulver uden sukker
2 spsk. færdig lavet kaffe eller kornkaffe
Kokosmel til at trille kuglerne i.

Bland det hele sammen, og tril kugler af massen.
Tril derefter kuglerne i kokosmel.
Opbevar havregrynskuglerne i køleskabet.

Er havregrynskuglerne lavet med smørbar
- så skal der kun tages de kugler ud af køleskabet som der bliver spist - da smørbar hurtigt smelter ved stuetemperatur. 
Kan holde sig i køleskabet i ca. 4 - 5 dage.

onsdag den 20. december 2017

Rom/Cognac daddel kugler

Sunde julekugler der er sødet med dadler og fyldt med mandler.
 ca. 35 stk

400g dadler skåret I små stykker
200g mandler hakket
4 spsk. kakao pulver uden sukker
50 g kokosmel
3 spsk. rom eller 3 spsk. Cognac eller 2 spsk. romessence.
Drys: kokosmel
Bland alle ingredienserne med hænderne eller blend til en ensartet masse.
Tril massen til små kugler, og tril dem i kokosmel.

Opbevar daddelkuglerne i køleskabet i op til to uger.

tirsdag den 19. december 2017

Krydderi kage med chokolade figurer og smørcreme.

3 dl plantemælk eller anden form for mælk.
2 tsk. vineddike eller citronsaft

Ca. 750 g fint malet mel
2 tsk. no egg eller 2 æg
2 tsk. bagepulver
1 spsk. kanel
1 tsk. nellike stødt
2 tsk. ingefær stødt eller friskrevet ingefær
½ tsk. salt
100g margarine vegansk eller smør
400g rørsukker eller kokossukker
2 tsk. vanilje
Smørcreme:
700 g flourmelis
8 spsk veganske smør eller margarine
6 spsk ahornsirup
Chokolade figurer - jeg har brugt snemands figurere af hvid chokolade

Pisk plantemælk med vineddike/citronsaft og lad det stå i 10 minutter
 Bland i en anden skål mel, bagepulver, vanilje, kanel, ingefær, salt, nellike, no egg , (bruger du hønseæg skal de piskes i mælkeblandingen)
Pisk i en 3 skål fedtstof og sukker godt sammen, så det bliver lidt luftigt. Tilsæt mælkeblandingen.
Bland derefter mælke – sukker blandingen sammen med melblandingen, rør det til en ensartet dej.
Kom dejen i en lille bradepande. 
Bag kagen ved 180 grader i 35 - 40 minutter. På en tandstikker skal der ikke hænge dej, efter at du har stukket den ned i kagen, og trukket den op igen - så er kagen færdigbagt.
Lad kagen afkøle.
Skær kagen i to ved at skære den midt igennem, så der bliver to kagebunde.
Pisk smørcremen sammen. 
Smør smørcremen på den ene kagebund og læg den anden kagebund ovenpå.
Smør smørcreme ovenpå kagen i et tyndt lag og læg chokoladefigurer ovenpå smørcreme på.
Jeg serverede kagen på paptallerkener og i servietter, da vi var i Tivoli til deres juledecember arrangement - så vi drak varm plantemælks kakao til jeg også havde med hjemmefra - for det var koldt og meget hyggeligt :-D


søndag den 17. december 2017

Bagt kartoffel - blomkåls ret med karry.

Meget lækkert. 
En god mættende hverdagsret.
3 - 4 personer



1 løg hakket
3 fed hvidløg hakket
1 spsk. olie
3½ spsk. fint malet mel
1 spsk. karry
½ liter plantemælk eller anden mælk
salt
1 lille eller ½ stort blomkålshoved skåret i tynde skiver
4 kartofler skåret i tynde skiver
1 dl vand
Topping:
1½ dl fintrevet brød
lidt salt
2 fed hvidløg finthakket
½ tsk. timian
¼ - ½ tsk. røget paprika
peber friskkværnet
Friske krydderurter til drys

Svits løg og hvidløg i olien i en pande.
Bland mel med karry, og drys det over løgene.
Rør rundt og hæld mælken ved, rør rundt, kog saucen op under omrøring og smag til med salt.
Tag karry sovsen fra varmen.

Læg blomkål og kartofler i lag oven på hinanden i et smurt ildfast fad.
Hæld vand ved retten, så det ligger i bunden af fadet.
Kom karrysovsen over kartofler og blomkål.
Bag retten i 20 minutter ved 180 grader.

Bland imens det fintrevet brød med salt, finthakket hvidløg, timian, paprika og peber.
Kom de krydrede brødkrummer hen over retten, og bag retten videre i ca. 20 minutter. Indtil kartoflerne mærkes bløde.

Drys med friske krydderurter, og server eventuelt retten med gulerodsråkost eller en tomatsalat.

fredag den 15. december 2017

Tipos "Alt det bedste kage."

Dagens gæstekok er Tipo på knapt 2 år. 
Han er veganer lige som hans forældre, og han elsker at være med til at lave mad. 
Han har været så meget med i køkkenet, at han også selv er begyndt at komponere kager. 
Denne kage indeholder noget af det, som Tipo holder mest af i en kage. 
Tipo bruger ikke mål, men tager hvad han føler for, og kan lide, lidt i samråd med en voksen.
Så eksperimenter, og føl dig lidt frem i kage lavnings processen.
lille bradepandekage 4 portioner



18 dadler uden sten og skåret i mindre stykker
Havregryn  10 små håndfulde
Kakao pulver uden sukker ca. 3 spsk
1 tsk. bagepulver
Mørk chokolade 100g
2 æbler skåret i små stykker
Kanel 1 tsk.
2 store spsk. peanutbutter
Havremælk.
Til servering: Havre Fraiche.

Kom de hakkede æbler i en lille bradepande der er smurt med lidt kokosolie.
Bræk chokoladen i mindre stykker, og tag det største stykke til dig selv og spis det. Kom resten af chokoladen ud over æblestykkerne.
Kom 2 /3 af dadlerne i foodprocesser, og spis resten selv.
Kom havregryn ned til dadlerne.
Kom kakaopulver ned til dadlerne og havregryn.
Drys bagepulver ned i foodprocessoren.
Lad en voksen drysse kanel i foodprocessoren, så der ikke kommer for meget, og det bliver for stærkt.
Kom peanutbutter i foodprocesser med en ske og ved hjælp af fingeren, der slikkes ren bagefter
Til sidst hæld havremælk i, men det skal ikke dække det hele.
Imens en voksen blender indholdet i foodprocessoren, så dans til de pulserende rytmer fra maskinen.
Se om det er blevet til en god kagedej, og smag på den.
Tilsæt eventuelt lidt mere plantemælk til dejen.
 Hæld dejen  ud over æblestykkerne og chokoladen.

Kagen bages i ca. 35 minutter ved 180 grader. 
Kagen må gerne have fået lidt skorpe på oversiden.
Server kagen lun med havrefraiche



Pandebrød med rosiner og kanel

Skønt en kold weekend morgen eller sammen med en varm krydret te senere på dagen.
10 – 12 flade pandebrød.

5 dl mel - jeg bruger fint sigtet speltmel
1 tsk. bagepulver
Et nip salt
1 spsk. kanel
1½ dl rosiner
2½ dl soya yoghurt, anden form for yoghurt eller havre fraiche
1 spsk. olie feks. kokos, oliven, eller rapsolie
lidt vand
Kanelsukker blandet af kokossukker og stødt kanel

Bland mel med bagepulver, salt og kanel i en skål.
Kom rosiner i melet og rør rundt.
Rør derefter yoghurten i, og tilsæt olien.
Ælt dejen og tilsæt lidt vand, så det er en god bolledej.
Form til 10 – 12 boller og lad dem hvile i 20 minutter.
Rul bollerne ud til fladbrød, på et meldrysset bord.

Bag brødene på en pande ½ minut på hver side. 
Brug lidt fedtstof til pandebagningen.
Læg pandebrødene på en tallerken, og drys brødene med kanelsukker. 
Dæk de lune brød med en anden tallerken eller et viskestykke,
så brødene holder sig lune, og server brødene varme